Dansk-Islandsk Samfund 1916-2006

af Steen Lindholm

Den 4. januar 1916 stiftede en gruppe islandsinteresserede mennesker på Hotel Phønix i København Dansk-Islandsk Samfund. Ifølge foreningens gamle forhandlingsprotokol var anledningen, at forfatteren Åge Meyer Benedictsen i ”Højskolebladet” sommeren 1915 havde offentliggjort nogle artikler om ”Island og Danmark” med påfølgende replik af sognepræst Arne Møller. Ordvekslingen mellem de to personer foranledigede kvindesagsforkæmperen Astrid Stampe Feddersen (1852-1930), til en henvendelse til de to med opfordring til at søge dannet et ”Samfund Islands Venner.” Arne Møller henvendte sig herpå til konseilspræsident Zahle, der straks erklærede sig villig til at være medindbyder til et møde til drøftelse af spørgsmålet. Samme positive holdning havde Finnur Jónsson, professor i nordisk filologi ved Københavns Universitet. De fire mænd indkaldte derfor til et møde på Hotel Phønix i København den 25. november 1915. 

Og hvem var så de gode mennesker, som tog initiativet til at stifte vor forening? Arne Møller, foreningens første formand, som beklædte posten indtil sin død i 1947, blev født 1876 i Vestjylland, hvor faderen var præst. Moderen var af islandsk afstamning, idet morfaderen Jón Jónsson kom fra Drumboddsstaðir i Árnessýsla. Jón blev jurist og dommer ved Landsoverretten i Reykjavík, men flyttede i 1848 til Aalborg, hvor han virkede som byfoged. Blandt islændinge fik han tilnavnet Álaborgar-Jón. Arne Møllers morbror var den ligeledes velkendte Jón ritari (Skriver-Jón), født i Island 1841, men opvokset i Danmark. Han blev jurist som sin far, med hvem han også delte navn. Senere kom han tilbage til Island og blev sekretær ved Landshøvdingeembedet. Han var i to perioder medlem af Altinget. 

Arne Møller selv var stolt af sin islandske afstamning. Han blev teologisk kandidat år 1900, og samme sommer så han for første gang sin moders hjemland som deltager i en studenterrejse, hvor den unge danske teolog for første gang traf den allerede berømte professor Finnur Jónsson en regnvåd dag under en fest på Þingvellir. Det blev begyndelsen til et livslangt venskab.  Arne Møllers liv fordelte sig mellem præstekald og lærergerning, idet han virkede som præst i 19 år og lærer og skoleleder i 27. Fra 1929 til 1937 var han således forstander for Jonstrup Seminarium i København, derefter for Haderslev Seminarium, en stilling, han beklædte indtil sin død. Arne Møller var også skribent og videnskabsmand. Hans første arbejde handlede om salmedigteren Hallgrímur Pétursson og islandsk salmedigtning i det 16. og 17. århundrede. Det udkom i 1922 og skaffede forfatteren den filosofiske doktorgrad ved Københavns Universitet. Et andet hovedværk fra 1929 handler om biskop Jón Vídalíns postil. Arne Møller foretog igennem sit liv mange islandsrejser. Den første er allerede omtalt. Den anden i rækken fandt sted i 1910, og det var på denne rejse, han mødte forfatteren og ildsjælen Åge Meyer Benedictsen, den anden nøgleperson omkring dannelsen af Dansk-Islandsk Samfund. 

Åge Meyer Benedictsen var født i 1866. Moderen Anna Maria Benedictsen var islænding og i øvrigt en tid lang skuespillerinde ved Det Kgl. Teater. Faderen var jøde, og måske ligger i denne baggrund Benedictsens glødende interesse for nationale menneskerettigheder. Selv forlod  Åge Meyer Benedictsen skolen i en alder af 13 år og stak til søs. Han kom til Island for at besøge det sted, hvor hans mor blev født. Efter flere sørejser landede han med en kvæstet finger på Garnisonssygehuset i København, hvor hans søskende fik ham overtalt til at gå i land og fuldføre sin skolegang. 1886 blev Benedictsen student, derefter studerede han først medicin, siden sprog, samtidig med at han engagerede sig politisk som modstander af Estrups provisoriske love. Han hørte forelæsninger i København, Moskva, Warszawa og Leipzig og havde et utroligt sprogtalent, der satte ham i stand til på ingen tid at lære de ”særeste exotiske sprog”. Hans rejser førte ham vidt omkring på jorden, Island besøgte han adskillige gange, men også ud over de førnævnte lande Frankrig, Spanien, Albanien, Syrien, Persien, Hollandsk Indien, Borneo og sågar Vestindien. Benedictsen ”havde ”Bisselæder i Sålerne” ligervis som den evige Jøde.” (Islandsk Aarbog 1935). 

Om Benedictsens virke i forbindelse med stiftelsen af Dansk-Islandsk Samfund hedder det videre i årbogen: ”Island var jo af Danmark aldrig blevet mishandlet på tyrkisk Vis, men det var i Sekler vanrøgtet, lammet ved Monopolhandelen, glemt af dansk Ånd. Den deraf følgende gensidige Kulde og Mistro svinebandt ethvert Fremskridt, og det nagede Benedictsen. Som Islænderpigens Søn følte han sig kaldet til at bygge Bro. Men surt var Sliddet og ikke altid påskønnet. I ”Højskolebladet” 1915 slog han til Lyd for Islandssagen, og ved Samvirke med Islændingen, Professor Finnur Jónsson, Minister Zahle og Dr.phil. Arne Møller stiftedes 1916 ”Dansk-Islandsk Samfund”, der rask fik Vind i Sejlene. Alt i alt har Benedictsens Indsats haft meget at sige for den Fordragelighedens Ånd, der endelig gjorde Ende på Forfatningsstriden ved Unionsakten 1918.” Benedictsen var til sin død i 1927 som sekretær for bestyrelsen dybt engageret i vor forenings virke. 

Den tredje nøgleperson ved dannelsen af Dansk-Islandsk Samfund var islændingen, professor Finnur Jónsson. Han blev født i små kår i Akureyri 1858. Faderen Jón kom fra Hvanneyri i Borgarfjörður, elskede bøger og havde stor kærlighed til at lære og studere. Men desværre kunne han ikke få adgang til Reykjavíks lærde skole. I stedet rejste han så til Akureyri, hvor han  ernærede sig som bogbinder. Det var der ikke mange penge i på den tid og det sted. Moderen var en fattig bondes datter fra Eyafjörður. I 1865 flyttede familien til Reykjavík, hvor Jón fik ansættelse som politibetjent. Den unge Finnur havde arvet faderens læselyst, kastede sig over sagaerne og læste også rímur. I 1872 bestod han optagelsesprøven til Latinskolen i Reykjavík, og dermed var begyndelsen til hans lykke gjort. 

Efter studentereksamen 1878 gik turen til København, hvor Finnur Jónsson blev filologisk kandidat i 1884 og fik doktorgraden med en afhandling om norske og islandske skjaldekvad. Siden fulgte en lang række videnskabelige publikationer. Da Island ikke havde en stilling åben til ham, kom Finnur Jónsson til at tilbringe tre fjerdedele af sin levetid i Danmark, hvor han fik en smuk akademisk løbebane, fra 1898 som professor i nordisk filologi ved Københavns Universitet. Han blev dansk gift og kom til at føle megen hengivenhed for sit nye hjemland, men han vedblev med biskop Jón Helgasons ord ”at være sit gamle Fædreland en god Søn; til sit Livs Ende følte han sig i sønlig Kærlighed knyttet dertil, og dets Fremgang og Trivsel var ham en Hjertesag. Denne sin Hengivenhed for Fædrelandet fik han ofte og paa mange Maader Lejlighed til at lægge for Dagen; men han høstede ikke altid Tak for sine Bestræbelser til sit Lands Bedste hverken i det nye eller det gamle Hjemland. Sine Følelser for det gamle Hjemland gav han et meget skønt Udtryk for ved det islandske Universitets Oprettelse i 1911, ved hvilken Lejlighed han testamenterede det nye Islands-Universitet sin værdifulde Bogsamling. Han var også levende interesseret for, at Islands statslige Selvstændighed maatte blive anerkendt fra dansk Side, hvorfor det ogsaa blev en Glædens Dag for ham, da Forbindelsen mellem Danmarks og Islands Folk endelig fandt en tilfredsstillende Ordning i 1918. Han haabede inderlig, at dermed skulde de langvarige politiske Rivninger være blæst bort,…, og at den trufne Ordning maatte blive Begyndelsen til en ny Æra i begge Folkenes Historie, hvor Forholdet mellem dem prægedes af gensidig Samhu, og den statslige Forbindelse afløstes af en kulturel Forbindelse til varig Gavn og Glæde for dem begge. Derfor var Finnur Jónsson fra første Begyndelse højlig interesseret i Dansk-Islandsk Samfunds Oprettelse, hvis Program jo i første Instans var at opretholde og uddybe en fortsat kulturel Forbindelse mellem Danmark og Island.” Jónsson var bestyrelsesmedlem i vor forening til sin død i 1934. 

Men tilbage til mødet den 25. november 1915, hvis formål med bestyrelsesprotokollens ord var ”at søge dannet et Samfund, der skal virke for bedre Forstaaelse og Kendskab mellem Danmarks og Islands Folk og for at fremme, hvad der kan være Tale om af naturligt Samarbejde Landene imellem. Der vil blive at drøfte: 1) Hvilket Arbejde det paatænkte Samfund kan tage op for at udbrede bedre Oplysning om Island i Danmark og om Danmark paa Island - gennem Pressen, ved Foredrag, i Skolerne, ved Udgivelsen af Smaaskrifter og Bøger, eventuelt ved Ordning af Fællesrejser til Island; 2) hvad der kunde gøres for at gøre herboende Islændere bedre kendt med danske Forhold og faa dem til at føle sig mere hjemme her; 3) hvad der kunde gøres for at udvikle de naturlige økonomiske Forbindelser mellem Danmark og Island. - ” Mødet blev ledet af konseilspræsidenten selv, som overlod Arne Møller at redegøre for anledningen og dagsordenens punkt 1, mens Finnur Jónsson og Åge Meyer Benedictsen tog sig af punkt 2. Dagsordenens sidste punkt blev ikke drøftet. Efter en livlig diskussion blandt mødedeltagerne blev mødets resultat, at der blev nedsat et udvalg til at udarbejde et lovudkast for et ”Islandsk Samfund”, søge forbindelse med personer på Island og sammenkalde til et nyt møde. Arne Møller blev formand for udvalget, som i øvrigt omfattede Finnur Jónsson, Astrid Stampe Feddersen, Åge Meyer Benedictsen, Hans Olrik og Sigfús Blöndal. De fire førstnævnte gik siden videre som medlemmer af vor forenings første bestyrelse. 

Som det fremgår, var meningen fra begyndelsen at skabe en forening, der rakte hen over Atlanterhavet og var aktiv både i Danmark og på Island. Men postgangen på den tid var jo noget langsommelig og blev vel heller ikke hurtigere af, at første verdenskrig rasede omkring os, så besvarelsen af henvendelserne til Island tog tid. I december foreslog den handlingsivrige Åge Meyer Benedictsen derfor, at der under alle omstændigheder snarest skulle indkaldes til et nyt, konstituerende møde. Det var dette stiftende møde. som fandt sted den 4. januar 1916. Her valgtes ud over de allerede nævnte kammerjunker Jón Sveinbjörnsson og højskoleforstander Alfred Povlsen til foreningens ledelse.

Kort efter mødets afholdelse begyndte reaktionerne fra Island at ankomme, og de var så positive, som man på nogen måde kunne ønske sig. Et par år senere blev Dansk-Islandsk Samfund delt i en dansk og en islandsk afdeling. Biskop Jón Helgason var i en lang årrække formand for den islandske del.

Straks efter stiftelsen gik Dansk-Islandsk Samfund i gang med at udmønte foreningens formål i praksis. Medlemstilgangen var markant, - den 1. januar 1918 noteredes ca. 900 medlemmer, i oktober 1919 alene i Island ca. 350. Ved årsmødet 1921 var man nået op på 1.600 medlemmer i Danmark! Bestyrelsesprotokollen beretter om intens mødevirksomhed både i styrelsen selv og udadtil i form af offentlige møder, ofte med flere hundrede tilhørere. Man fik også hurtigt et samarbejde med højskolelærernes forening, og der blev foranstaltet (ikke ubetinget vellykkede) kurser i islandsk. På undervisningssiden blev der arrangeret udveksling af lærere og ydet stipendier til studierejser til Island. Økonomien var rimelig, eftersom man også modtog et statstilskud til virksomheden.

Oplysning i Danmark om islandske forhold var som sagt et af foreningens hovedformål, og det var et område, hvor styrelsen i høj grad satte ind, bl.a. gennem en række udgivelser på tryk. I Islandsk Aarbog for 1940 findes en fortegnelse over foreningens publikationer gennem de første 25 år, og det er ikke småting, der her er tale om: 13 bøger med titler som f.eks. Finnur Jónsson: 2 bind islandske læsestykker med forklaringer og ordsamling (1918 og 1920), Udvalgte islandske Digte fra det 19. Aarhundrede, oversatte og forsynede med Noter af Olaf Hansen (1919), N.P.Jensen: Kongeriget Island (1924), Sigfús Blöndal: Islandske Kulturbilleder (1923-24), Arne Møller: Islands Lovsang gennem Tusind Aar (1923) etc. etc.

Desuden udgav Dansk-Islandsk Samfund 18 såkaldte småskrifter over emner som Islands historie, det islandske landbrug, sagaerne, digtningen, landets udvikling og økonomiske fremtidsbetydning, altingets historie, fiskeriet og Københavns Universitets betydning for Island. Titlerne demonstrerer klart, at man kom vidt omkring. I årene 1920-1939 udsendte foreningen tillige et trykt medlemsblad: ”Budbringer til Medlemmerne af Dansk-Islandsk Samfund”. Det udkom ordinært en gang om året før årsmødet i februar. Fra 1940 ændrede bladet format og udstyr og udkom nogle år under Christian Westergård-Nielsens redaktion som et årligt hæfte med titlen ”Meddelelser fra Dansk-Islandsk Samfund.”

Sidst, men ikke mindst, begyndte Dansk-Islandsk Samfund at udgive årbøger. En begyndelse var allerede i 1922 blevet gjort med Vilhj. Þ. Gíslasons ”Islands Aarbog 1921”. Fra 1928 frem til 1951 udkom i alt 20 af disse publikationer, idet visse af bøgerne omfatter to på hinanden følgende år. Årbøgerne, som Arne Møller redigerede med omhu og kærlighed, så længe han levede, er en guldgrube af information om islandsrelaterede forhold og personer. De sidste tre dobbeltbind udkom under redaktion af magister, senere professor, dr.phil. Christian Westergård-Nielsen, indtil man i 1952 af økonomiske grunde var nødt til at indstille udgivelserne. Også Dansk-Islandsk Samfunds islandske afdeling udgav bøger (på islandsk) til oplysning om danske forhold, f.eks. om Grundtvig, Kierkegaard, dansk malerkunst, - eller om islændinge i Danmark.

Et andet hovedformål var at hjælpe unge islændinge til rette i Danmark og unge danske i Island. Allerede i 1917 fik foreningen sit eget kontor i et lokale hos en overretssagfører i Nørregade. Her kunne de unge islændinge henvende sig. Forholdene var dog ikke fyrstelige: i 1918 berettes, at pladsen var ”mørk, snæver og urolig”! Bestyrelsesprotokollen beretter om mange genvordigheder med at finde et bedre sted. I efteråret 1919 lykkedes det omsider at få nye og bedre lokaler på adressen Nyhavn 22, 3.sal, stillet til rådighed af grosserer Drewes. Siden havde Dansk-Islandsk Samfund-kontoret skiftende adresser: Holbergsgade, Peder Skramsgade, Krystalgade mv.

Allerede fra starten nød Dansk-Islandsk Samfund stor bevågenhed også i det officielle Danmark. Minister Zahle overværede eksempelvis flere af møderne, og da foreningen i 1928 fejrede 10 året for Islands selvstændighed med en stor fest i Odd Fellow Palæet i København, overværede Kong Christian X og Dronning Alexandrine begivenheden. Foredragsholderne i foreningens første år talte så prominente navne som f.eks. skuespiller ved Det Kgl. Teater Adam Poulsen, fhv. statsminister J.C. Christensen, grønlandsforskeren Peter Freuchen, forstander Jens Rosenkjær, litteraturprofessoren Vilhelm Andersen og i 1930 statsminister Thorvald Stauning, der for en tilhørerskare på omkring 800 mennesker talte om ”Indtryk af Island ved Tusindårsfesten”, for hvilket ministeren i øvrigt modtog 100 kroner i honorar! Møderne og ikke mindst årsmøderne med foredrag, kunstnerisk underholdning, fest og dans til klokken 1 nat var gennem 1920erne sædvanligvis overordentlig velbesøgte. Den første store årsfest fandt sted i januar 1919 og beskrives i foreningsprotokollen således: ”Efter ½ times pust (efter generalforsamlingen, forf.s anmærkning) samledes medlemmerne med deres gæster til festen. Der var nu efterhånden kommen en meget stor skare tilstede, mange damer i pragtfulde dragter, nogle desværre få i islandske festklædninger - upphlutur og skautbúningur. I alt samledes vel efterhånden 2-300! ... Alt i alt en smuk Fest med virkelig dansk-islandsk Stemning. Det er maaske første Gang en saadan har været raadende ved en Fest i København. Den føltes især, da man spillede de to Folks Sange og sang den nye Sang af Kaj Hoffmann.” ”Den nye sang” var digtet til dagen og havde titlen ”Danmark og Island.” (Som den opmærksomme læser har bemærket, anvendes i citaterne både ny og gammel retskrivning. Årsagen er, at Åge Meyer Benedictsen, som har skrevet første del af referatet, bekender sig til den ny, mens formanden Arne Møller i sidste del anvender gammel retskrivning).  

Efter den dynamiske Åge Meyer Benedictsens død begyndte foreningens aktiviteter at dale, og tilslutningen til årsmøderne, der tidligere taltes i hundreder, faldt. I 1931 kan man således læse i protokollen, at der ved årsmødet ikke var ret mange tilstede, og i 1932 bemærker sekretæren, at dansen gik ”trevent!”. Men ved årsmødet i februar 1933 var salen atter fuld, og dansen gik livligt, måske på grund af de deltagende seminarieelever fra Jonstrup Seminarium. De havde under formand Arne Møllers ledelse foretaget en studierejse til Island og var i deres islandsbegejstring mødt op til årsmødet. Større eller mindre tilslutning?, - foreningens aktiviteter på personudvekslingssiden fortsatte i hvert fald med uformindsket kraft. Ved foreningens 25 års jubilæum i 1941 skønnede Arne Møller, at Dansk-Islandsk Samfund gennem årene havde bistået omkring 500 unge mennesker, ikke mindst danske unge landmænd og unge piger, som i årene efter 1918 blev hjulpet til (sommer)beskæftigelse på Island, og islandske unge, som ved Dansk-Islandsk Samfunds mellemkomst nød gæstfrihed i danske hjem under deres ophold hernede.

Et væsentligt initiativ til støtte af islandske studenter ved de højere læreanstalter i København blev taget i 1936, da skibsreder A.P.Møller oprettede et fond, hvis formål, som det hedder i fundatsen, var at ”yde huslejehjælp og anden understøttelse” til dem. Dansk-Islandsk Samfund var og er repræsenteret i fondsbestyrelsen, og A.P.Møller fonden bidrager også i dag på generøs vis til mange islandske studerendes ophold i Danmark.

Den anden verdenskrigs udbrud betød adskillelse mellem Island og Danmark, idet tyskerne besatte Danmark den 9. april 1940, englænderne Island den 10. maj samme år. Det var en vanskelig situation for vor forening, hvis danske del nu var henvist til at udøve sit virke uden forbindelse med sin nordatlantiske søsterforening, hvis formand, biskop Jón Helgason, tilmed døde i 1942. Spærretid og andre under krigen gennemførte foranstaltninger vanskeliggjorde også virksomheden, men alligevel var medlemstallet fremdeles højt: i 1941 noteredes således 960 medlemmer! Og trods problemerne kunne Dansk-Islandsk Samfund fejre sit 25-års jubilæum ved en fest i Håndværkerforeningen i København med taler af bl.a. statsminister Th. Stauning, chargé d’affaires Jón Krabbe og Arne Møller, oplæsning ved skuespillerinden Anna Borg og et musikalsk program med så fornemme navne som Stefan Islandi, Elsa Sigfuss og Haraldur Sigurðsson. Gæster ved jubilæet var også Kronprins Frederik og Kronprinsesse Ingrid. I sin tale ved souperen efter det kunstneriske program sagde kronprinsen blandt andet: ”Kronprinsessen og jeg har aldrig følt os som fremmede på Island - og vi glæder os begge til den dag, da vi igen kan stå Reykjavik ind. Det lyder måske lidt prætentiøst, men jeg kan forsikre Dem om, at der findes ikke mere glødende venner af Island end min kone og jeg.” Ikke færre end 450 mennesker deltog i arrangementet, der afsluttedes med dans.

Forbundsloven fra 1918 indebar en personalunion mellem Danmark og Island i 25 år og udløb derfor i 1943. Island var således i sin fulde ret til i 1944 at ophæve statsforbindelsen mellem Island og Danmark. Det må også i denne forbindelse nævnes, at islændingene ikke på noget tidspunkt - heller ikke før krigen - havde givet udtryk for andet, end at efter de 25 år ønskede fuld selvstændighed, og senest i 1937 havde varslet, at de ikke ønskede at forlænge aftalen. Men det var ulykkeligt, at adskillelsen skete på et tidspunkt, hvor Danmark var besat, fordi den derved i sit kølvand i dele af den danske befolkning medførte bitterhed over for Island. Dansk-Islandsk Samfunds holdning var imidlertid ganske klar, udtrykt gennem formandens ord i vor årbog for 1944: ”Om Islands juridiske og moralske Ret til at vælge Selvstændighed helt og ubeskaaret burde der ikke - mindst i disse Tider - kunne herske Tvivl hos nogen Dansk, der kender lidt til Historien, og som af dyrekøbt Erfaring ved noget om, hvad folkelig Selvstændighed er værd, og hvad han derfor maa kræve for sit eget Folk.” Efter en gentagelse af Dansk-Islandsk Samfunds formål konkluderer Arne Møller: ”I Overensstemmelse hermed gaar vi roligt videre nu; vi har ingen Tanker om at skifte Program for vort folkelige Samarbejde.” I 1946 blev forbindelsen mellem den danske og den islandske del af Dansk-Islandsk Samfund for alvor genoptaget, bl.a. ved islandske studenters besøg i København. Lektor Kristinn Ármannsson var nu formand for vor islandske afdeling.

Efter Arne Møllers død i 1947 blev den hidtidige næstformand, professor, dr.phil. Niels Nielsen, Dansk-Islandsk Samfunds formand. I øvrigt optog vulkanen Heklas store udbrud i høj grad sindene. Foreningskontorets gøremål var stort set uforandrede: Ud over at lægge lokaler til afholdelse af møder drejede det sig om at give oplysninger om Island, hjælpe islandske studerende i København og formidle landbrugsarbejderes ophold i Island. Men de økonomiske vilkår for Dansk-Islandsk Samfund blev i efterkrigsårene forringet, ligesom medlemstallet gik stærkt tilbage. Mødeaktiviteten var heller ikke imponerende: et enkelt møde om året var stort set, hvad man kunne tilbyde, - nogle år ikke engang det.

I 1954 besøgte den islandske præsident Ásgeir Ásgeirsson sammen med sin frue Danmark, og i den anledning tog Dansk-Islandsk Samfund initiativet til en islandsk-dansk festaften den 29. april i Frederiksberg Rådhushal med taler og kunstnerisk underholdning på højt niveau: Der var oplæsning ved skuespillerne ved Det Kgl. Teater Poul Reumert (Hans Hartvig Seedorff Pedersen: ”Fem svaner slog sig ned ved Nordens kyst”) og hans islandske hustru Anna Borg (Carl Ploug: ”Kong Harald og islændingen”), islandske sange ved Kgl. kammersanger Stefan Islandi og operasanger Einar Kristjánsson, begge akkompagneret af Haraldur Sigurðsson, klaverprofessor ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, samt koncertsangerinden Elsa Sigfuss, akkompagneret af fru Valborg Einarsson. Endelig opførte Den Kgl. Ballet uddrag af ”Kermessen i Brügge”, ”Svanesøen” og ”Livjægerne på Amager”. Ud over præsidentens egen tale var der velkomst ved Frederiksbergs borgmester Aksel Møller og taler af Foreningen Nordens formand, fhv. nationalbankdirektør C.V. Bramsnæs og Dansk-Islandsk Samfunds formand Niels Nielsen. Den følgende dag afholdtes foreningens årsmøde. Der var ikke udgivet nogen årbog siden dobbeltbindet 1950-51, som udkom i maj 1952, og da den økonomiske situation fortsat var anspændt, samtidig med at kontorholdsudgifterne steg, var der ikke penge til at fortsætte udgivelsesrækken. Samtidig begyndte man at tale om at nedlægge kontoret.

I foreningens islandske afdeling valgte Kristinn Ármannsson og andre bestyrelsesmedlemmer i februar 1955 at træk­ke sig tilbage efter skærmydsler med den danske gesandt i Island. Professor Ólafur Björnsson fungerede herefter som formand et år, hvorefter overlæge Friðrik Einarsson tog over. Af aktiviteter i Island kan nævnes en afskedsfest i maj 1956 for ambassadør Bodil Begtrup i Teaterkælderen i Reykjavík, hvor ”folk mødte op i kjole og hvidt og med dekorationer.” I øvrigt bød foreningen på meget populære filmforevisninger i Nýja Bio, - i december 1956 vistes eksempelvis stavnsbåndsfilmen ”Kongen bød” (i en meget slidt kopi, som ikke gjorde Danmark ære), - og i februar 1958 afholdtes et andespil, hvor hovedpræmien var en rejse til Danmark på 1. klasse med DFDS’ ruteskib ”Dronning Alexandrine”. Overskuddet var på ca. 8.000 kroner, som anvendtes til indkøb af danske bøger til Reykjavíks kommunebibliotek. Foreningen uddelte også danske boggaver til studenter, som udmærkede sig særligt i det danske sprog, ligesom den danske lektor ved Reykjavíks universitet, cand.mag. Erik Sønderholm, besøgte de højere skoler i Island og læste højt på dansk for eleverne. Den på denne tid ganske aktive forening arrangerede i oktober 1956 en oplæsningsaften med skuespiller ved Det Kgl. Teater Ellen Malberg og formidlede kontakt mellem danske og islandske unge. Man sendte også to eksemplarer af Kaj Nielsens bog ”Tag med til Island” til alle danske gymnasier. Medlemstallet i Island var dengang omkring 350.

I 1957 stod der stadig ”Krise” på væggen i den danske afdeling, hvor medlemstallet nu var nået ned på 450 + 76 biblioteker. I beretningen fra årsmødet står: ”Formålet i det forløbne år har været at overleve - og det har vi gjort.” På styrelsesmødet den 20.maj 1957 udtrykte Niels Nielsen ønske om at trække sig tilbage fra formandsposten og foreslog det nyvalgte styrelsesmedlem, professor dr.med. Einar Meulengracht som sin efterfølger. Meulengracht var en meget kendt og respekteret læge med forbindelser langt ind i de kredse, som kunne betyde noget for en forening som Dansk-Islandsk Samfund, og det lykkedes ham virkelig at vende udviklingen i optimistisk retning. Kontorproblemet løstes også i november 1958, idet landsretssagfører Kaj Petersen, som var indtrådt i styrelsen en måned forinden, lagde lokaler til på Højbro Plads. Det brændende ønske om igen at kunne udgive en årbog var endnu engang til diskussion, og her nævnes Bent A. Koch for første gang i bestyrelsens beretninger, idet Koch på et møde indstillede til bestyrelsens overvejelse, ”om man ikke i stedet for den store årbog burde udsende flere mindre pjecer i årets løb.”

Foreningens ledelse bestod nu af Meulengracht som formand og Kaj Petersen som næstformand. Chefredaktør Bent A. Koch, Kristeligt Dagblad, blev i 1959 antaget som leder af Dansk-Islandsk Samfunds publikationsvirksomhed, og i perioden 1964-1990 var han tillige medlem af styrelsen og fra 1968 frem til 1990 næstformand. Der kom nu atter gang i udgivelserne, hvis første nummer under titlen ”Nyt fra Island” udsendtes i 1959. Målsætningen var at producere 2 mindre hæfter om året, hvilket også lykkedes et stykke hen ad vejen. Om ”Nyt fra Island” kan man ligesom årbøgerne sige, at man i Dansk-Islandsk Samfunds publikationer finder overordentlig mange læseværdige artikler om islandske forhold. Frem til 1991 var Bent A. Koch redaktør af hæfterne, fra 1973 assisteret af amanuensis Erik Sønderholm. Sidstnævnte blev i øvrigt sidenhen direktør for Nordens Hus i Reykjavík. Senere overtog Morten Stender hvervet som assisterende redaktør. Efter en kort periode med skiftende redaktører fik journalisten Preben Dich i 1995 det redaktionelle ansvar. Hæfterne udkom nu i nydeligt udstyr med forside i farver, men de var også ganske bekostelige. Det var en medvirkende årsag til, at udgivelsestidspunkterne efter et par år atter blev temmelig uregelmæssige, indtil det efter årtusindskiftet stod klart, at Dansk-Islandsk Samfunds økonomi ikke fortsat kunne bære fremstillingsomkostningerne til redaktion og fremstilling af bladet. I 2002 tog styrelsen derfor beslutning om at udgive ”Nyt fra Island” i et mindre prætentiøst udstyr og med en ulønnet redaktør, men til gengæld i en udgivelsessekvens på 4 numre pr. år. Bestyrelsesmedlem K. Torben Rasmussen overtog redaktionen, og det er indtil i dag lykkedes at holde målsætningen.

I 1960’erne rasede debatten i Danmark om udleveringen af de islandske håndskrifter. Dansk-Islandsk Samfund har hele tiden støttet tilbageleveringen af håndskrifterne, og som bekendt endte sagen med, at Folketinget med 110 stemmer for og 39 stemmer imod vedtog at give de fleste af dem tilbage til Island. Den efterfølgende prøvelse af afgørelsen ved domstolene resulterede den 17.november 1966 i, at Højesteret stadfæstede lovligheden af folketingets beslutning. Undervisningsminister Gylfi Gíslason udtrykte ved denne lejlighed sin store taknemmelighed over for Danmark for det storsind og den generøsitet, der blev udvist i dette for Island så vigtige anliggende, sluttende med ordene: ”Der har fra islandsk side aldrig hersket en så inderlig følelse af venskab over for danskerne, som der gør nu.” Og det er ikke for meget sagt, at de fortrædeligheder over for Island og dets befolkning, som det danske kolonistyre igennem tiderne havde lagt navn til, med denne gestus blev tilgivet, da det danske orlogsfartøj ”Vædderen” omsider den 21.april 1971 stod ind i Reykjavíks havn med en stor del af håndskrifterne, herunder Flatøbogen og Codex Regius. For den islandske befolkning var det en festdag, som er gået over i historien. De sidste 15 pakker med håndskrifter overbragtes efter klargøring i Danmark i maj 1997 med fiskeriinspektionsskibet ”Vædderen” (samme navn, men nyt skib), og en måned senere markeredes afslutningen af håndskriftsagen ved en højtidelig overrækkelse af to repræsentative håndskrifter til Islands universitet.

Det kunstneriske har altid haft en vigtig plads i Dansk-Islandsk Samfunds virksomhed. Utallige musikaftener med islandsk musik og / eller islandske kunstnere er blevet afholdt, og arrangementerne og koncerterne tæller mange prominente navne fra både fortid og nutid: Stefan Islandi, Elsa Sigfuss, Haraldur Sigurðsson, Páll Ísólfsson og Erling Blöndal Bengtsson, blot for at nævne nogle få fra de ældre generationer. Men også billedkunsten var genstand for foreningens interesse. Således var Dansk-Islandsk Samfund medarrangør af Louisiana-museets store islandske udstilling i februar 1962.

I forbindelse med årsmødet den 26.januar 1965 var der oplæsning ved skuespiller ved Det Kgl. Teater Poul Reumert og musikalsk indslag ved cellisten, professor Erling Blöndal Bengtsson. Derefter et traktement for de fremmødte medlemmer. Foreningens medlemstal var på dette tidspunkt 468. I 1966 kunne Dansk-Islandsk Samfund runde de 50 år. Ifølge bestyrelsesprotokollen har der været en eller anden form for sammenkomst, men desværre fremgår det ikke, hvad det nærmere indhold har været.

Arrangement af billige flyrejser til Island med charterfly fik i 1960’erne stor betydning for medlemstilgangen til Dansk-Islandsk Samfund. Selskabet Common Aircharter System (C.A.S.) tilbød i 1965 en returrejse med charterselskabet ”Internord” for blot 495 kroner, hvor en del af Dansk-Islandsk Samfunds medlemmer deltog. I 1966 henvendte C.A.S, sig til foreningen for at etablere et samarbejde om flere rejser. Samfundet ville dog ikke påtage sig nogen kontraktlig forpligtelse, med mindre man sikrede sig mod tab gennem en af C.A.S. tegnet kautionsforsikring. Tingene ordnede sig, og flyrejserne fortsatte, i 1966 med så stor succes, at der i sommeren 1967 blev arrangeret 2 rejser for medlemmerne, en 3 ugers og en 2 ugers tur, hvoraf den første hurtigt blev udsolgt. I mange år herefter var de billige medlemsrejser med fly til Island et vigtigt aktiv i foreningens virksomhed.

1968 fratrådte Einar Meulengracht som formand, men lod sig dog overtale til at forblive i styrelsen. Kaj Petersen tog over med Bent A. Koch som næstformand. Fra i nogen tid at have arrangeret et par møder om året, var foreningen på mødefronten nu helt i bund: eksempelvis blev der fra foråret 1968 til efteråret 1969 ikke afholdt et eneste medlemsmøde. ”Nyt fra Island” var også løbet ind i problemer, dels de sædvanlige økonomiske, dels det klassiske: at få fremskaffet kvalificeret stof - og til tiden! 1968 blev derfor bladløs, men i 1969 - 25-års jubilæet for republikken Island - lykkedes det alligevel den ihærdige redaktør Koch at få et smukt dobbeltnummer på gaden. Den nye formand lovede, at man nu ville intensivere aktiviteten på såvel møde- som bladfronten.

Fra 1968 til 1980 hed Islands præsident Kristján Eldjárn. Han aflagde i 1970 Danmark et officielt besøg, og i den anledning arrangerede Dansk-Islandsk Samfund sammen med Foreningen Norden og Fondet til Dansk-Islandsk Samarbejde en festaften på Frederiksberg Rådhus. Foreningens årsmøde 1971 blev afholdt i Islands Kulturhus, Jónshuset, på Øster Farimagsgade i København. Bestyrelsen havde nu suppleret sig med civilingeniør Søren Langvad, Erik Sønderholm og fru Agnete Schou Nielsen med henblik på ”en Fornyelse og Intensivering af Samfundets Virke.” I 1972 optræder navnet Vigdís Finnbogadóttir for første gang i foreningens beretninger. Hun talte på et medlemsmøde i Ingeniørforeningen om turisme i Island. Som bekendt blev Vigdís siden både Islands højt beundrede præsident og Dansk-Islandsk Samfunds gode ven. Flyrejserne var midlertidigt løbet ind i problemer: dels var billetpriserne steget, dels var der opstået problemer med at få de fornødne flyvetilladelser fra de islandske myndigheder, som formodentlig ønskede at beskytte deres egne selskaber Icelandair og Loftleiðir. Problemerne blev heldigvis løst, og medlemsrejserne sommeren 1973 var endnu engang overtegnede. Samtidig nåede foreningens medlemstal nye højder!

Samarbejdet med foreningens nordatlantiske afdeling gik op og ned, og hvis sandheden skal siges, mest ned, eftersom kontakten og aktiviteterne var temmelig sporadiske. I 1967 skrev formanden Friðrik Einarsson i et brev til Meulengracht bl.a.: ”Jeg kan desværre ikke fortælle meget positivt om vores arbejde her. Vi afholder bestyrelsesmøder nu og da og planlægger ting, men det er somme tider vanskeligt at få dem ført igennem…” Islandsafdelingens formand var fra 1973 Torben Frederiksen, og fra dansk side forsøgte man nu atter at få gang i samarbejdet. Vulkanudbruddet på Heimaey i januar 1973 fik de store overskrifter frem på avisernes forsider, og katastrofen fulgtes med ængstelse og medfølelse i Danmark, blandet med beundring over den måde, hvorpå islændingene håndterede situationen og begrænsede følgerne. Som bekendt lykkedes det at standse lavaen, før den nåede havneindsejlingen, og dermed sikre Vestmannaøernes overlevelse som fiskersamfund. Dansk-Islandsk Samfund var aktiv i den efterfølgende støttekomité. Indsamlingen ”Håndslag til Island” gav 1.825.000 danske kroner, som blev overrakt Islands ambassadør den 4. september 1973.

1974 (blev endnu) et skelsættende år både for Island og for vor forening. I Island fejrede man 1100-året for bosættelsen, hvilket i Dansk-Islandsk Samfund markeredes med et medlemsmøde over emnet ”Landnamsbogen” med dr.phil. Jakob Benediktsson som foredragsholder. Desuden afholdtes en fest på Hotel Scandinavia med den forhenværende islandske kulturminister, professor Gylfi Gíslason som hovedtaler. Den kunstneriske underholdning leveredes af operasangerinde ved Det Kgl. Teater Bodil Kvaran, pianisten Anker Blyme og cellisten Erling Blöndal Bengtsson. Sidstnævnte indtrådte i øvrigt samme år i foreningens styrelse. Den lille bog ”Kongs­­færd og Bonderejse” blev udgivet, oversat af Erik Sønderholm og med en instruktiv indledning af samme. Men den mest betydningsfulde begivenhed for Dansk-Islandsk Samfund var, at Søren Langvad overtog formandskabet. De næste 28 år sad han som leder af foreningens arbejde og stillede generøst sit firmas sekretariatsmæssige ressourcer til disposition for Samfundet, - en service, som foreningen stadig nyder godt af.

De gamle, sirligt håndskrevne bestyrelsesprotokoller slutter i 1975. Herefter dokumenteres foreningens historie gennem de dokumenter, som findes samlet i ringbind og arkivkasser i Dansk-Islandsk Samfunds arkiv.

Bestyrelsen bestod ved årsmødet 1980 af Civilingeniør Søren Langvad (formand), Landsretssagfører Kaj Petersen (som ønskede at udtræde), Professor Erling Blöndal Bengtsson, Chefredaktør Bent A. Koch, Dr.phil. Erik Sønderholm, Fuldmægtig, fru Agnete Schou-Nielsen, Professor, dr.jur. Stephan Hurwitz (som p.gr. af sygdom ønskede at udtræde) samt bankfuldmægtig Hans Fasting. I 1980 blev Vigdís Finnbogadóttir Islands nye præsident, og hendes første officielle besøg i Danmark fandt sted i februar 1981, hvor hun sammen med Dronning Margrethe og Prins Henrik overværede åbningen af vor kunstudstilling ”Det stærke lys” i Møstings hus på Frederiksberg. Udstillingen var arrangeret i samarbejde med Fondet for Dansk-Islandsk Samarbejde og omfattede 100 islandske malerier og enkelte skulpturer. Præsidentbesøget var også anledning til en gallaaften på Frederiksberg Rådhus, hvor bl.a. præsident Vigdís talte, og hvor vi kunne byde på fornem kunstnerisk underholdning af bl.a. skuespillerinden Malene Schwartz, cellisten Erling Blöndal Bengtsson, pianisten Anker Blyme og violinisten Endre Wolf. Rådhushallen var fyldt med feststemte mennesker.

Ved årsmødet 1984, hvor medlemstallet var faldet til 1.490 (!), bestod bestyrelsen af Søren Langvad (formand), Bent A. Koch (næstfmd.), Agnete Schou-Nielsen, Erik Sønderholm, Hans Fasting, Erling Blöndal Bengtsson og Professor, dr.phil. Pétur Jónasson. Denne ledelse fortsatte frem til 1990, hvor både Bent A. Koch og Erling Blöndal Bengtsson måtte slutte. Bent A. Koch var allerede nogle år forinden flyttet til Odense, og Blöndal forlagde nu også residensen vestover, ganske vist noget længere, idet han rejste til Michigan i USA for at fortsætte som professor dér. Kunsthandler Christian Dam indtrådte i stedet i styrelsen. Frem mod 1990 var Dansk-Islandsk Samfunds aktiviteter for nedadgående. Antallet af arrangementer faldt til blot et enkelt om året, og hverken i 1987 og 1989 lykkedes at gennemføre så meget som én medlemsaften. Samtidig indstilledes de tidligere så populære flyrejser til Island for foreningens medlemmer, - eller overgik til Icelandairs eget regi, hvilket ikke kunne undgå at influere på medlemstallet. Det lykkedes dog at opretholde udgivelsen af ”Nyt fra Island”.

Fra foreningens virksomhed i det 20.århundredes sidste årti står to store arrangementer på Frederiksberg Rådhus i et særligt lys: de to festaftener i anledning af henholdsvis Islands 50-års dag som republik i 1994 og den nye islandske præsidents officielle besøg i Danmark 1996. Begge begivenheder arrangeredes i samarbejde med Fondet for Dansk-Islandsk Samarbejde, Islands Ambassade, Íslendingafélagið (Den islandske forening i København), Foreningen Norden og Frederiksberg kommune. 50-års fødselsdagen for republikken Island fejredes den 26.juni 1994. Dirigenten og organisten Steen Lindholm blev af Dansk-Islandsk Samfund bedt om stå for den kunstneriske tilrettelæggelse i samarbejde med en til lejligheden nedsatte komité med repræsentanter for de arrangerende foreninger og den islandske ambassadør. Resultatet blev et helt igennem dansk-islandsk program, indledt med lurblæsning fra Rådhushallens balkon ved Royal Danish Brass. Prologen var skrevet af biskop og digter Johannes Johansen, og der var islandske sange, fremført af operasangerinden Sigrún Hjálmtýsdóttir og danske ditto med bassangeren Ulrik Cold, instrumentalmusik med Blásarakvintett Reykjavíkur og Københavns Kammerensemble, samt oplæsning ved skuespillerne Helle Virkner og Helgi Skúlason. Desuden korsang med Det Danske Drengekor og vignetter for solofløjte, komponeret til lejligheden af Þorkell Sigurbjörnsson og fremført af kgl. kapelmusicus Verner Nicolet. Festtalen blev holdt af den danske udenrigsminister Niels Helveg Petersen, og hilsener fremført af minister for nordisk samarbejde Flemming Kofod-Svendsen, den islandske ambassadør Ólafur Egilsson, chefredaktør Bent A. Koch, skuespiller ved Det Kgl. Teater Ebbe Rode og - ikke mindst - Islands præsident Vigdís Finnbogadóttir. Aftenen afsluttedes med souper. Efter festlighederne blev Steen Lindholm opfordret til at indtræde i Dansk-Islandsk Samfunds styrelse.

Den næste fest fandt sted 1996, hvor den nytiltrådte islandske præsident Ólafur Ragnar Grímssons første officielle udlandsbesøg traditionen tro gjaldt Danmark. Den 20.november var Frederiksberg Rådhus atter rammen om en festaften med stort set samme arrangører som sidst. Den forhenværende viceborgmester på Frederiksberg, Christian Lauritz-Jensen, formand for Foreningen Nordens frederiksbergafdeling, var endnu engang behjælpelig som medarrangør og kontakt til rådhuset. Aftenens konferencier var skuespiller ved Det Kgl. Teater Henning Moritzen, der var taler af præsidenten og fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og kunstnerisk underholdning ved Benjamin Koppel, saxofon, og Anders Koppel, keyboard, balletdans med børn fra Den Kongelige Ballet, oplæsning af Vølvens Spådom ved forfatteren Suzanne Brøgger, som også selv havde foretaget den nye gendigtning, samt - som eneste genganger - Det Danske Drengekor, der sang danske folkeviser. Aftenen sluttede som sidst med souper. Det var i det hele taget festernes årti: Endnu en festlig aften, hvor Vigdís Finnbogadóttir glædede os med sin tilstedeværelse, og hvor der også blev budt på kunstnerisk underholdning og spisning, fandt sted på Hotel Scandinavia i marts 1999.

Dansk-Islandsk Samfund i dag, - hvor står vi, og hvad vil fremtiden byde på? På mange måder ligner foreningen sig selv. Vort formål er uforandret at bygge bro over Atlanterhavet, at oplyse om Island i Danmark og om Danmark i Island og stå for lødige kulturelle arrangementer, forelæsninger, koncerter, udstillinger og fester, og vore problemer er også langt hen ad vejen de samme. Medlemstallet ligger i dag nogenlunde stabilt på omkring 230, hvilket anno 2006 må siges at være ganske tilfredsstillende for en forening som vor. En vigtig gerning er fremdeles at hjælpe A.P.Møllers Fond for islandske studerende ved de højere læreanstalter i Danmark med at fordele legaterne på en rimelig måde. I foråret 2005 drejede det sig om 350.000 kroner. Vor egen økonomi sætter nu som før grænser for, hvad vi kan tillade os selv at arrangere. I stedet går vi sammen med andre. Vi har først og fremmest et trygt og tæt samarbejde med Islands Ambassade i Nordatlantens Brygge, det smukke nordatlantiske kulturhus, som i november 2003 åbnede i det nyrestaurerede grønlandske pakhus for enden af Strandgade på Christianshavn, og med Dansk Islandshesteforening, Íslendingafélagið, Islands Kulturhus og Foreningen Norden, men vi har også samarbejdet med Det Kgl. Bibliotek om et par koncertarrangementer. Vi afholder mindst 2 møder om året, - ja, faktisk er antallet i kraft af vort bredere samarbejde ofte højere. Fra de seneste års tilbud kan i flæng nævnes portrætkoncerten i Dronningesalen (Den Sorte Diamant) med Atli Heimir Sveinsson, Snorre Sturlason-foredrag med Geir Waage, Johannes Møllehaves causeri om sit forhold til Island, foredrag med Islands ambassadører i Danmark, Islandsk genteknologi med Hannes Smárason (DeCode projektet), oplæsningsaften med forfatteren Böðvar Guðmundsson, foredrag om Johannes Larsens Islandsrejser med Vibeke Nørgaard Nielsen i forbindelse med den islandske maleriudstilling på Sophienholm museet, foredrag om islandsk miljøpolitik af den islandske miljøminister Sigríður Anna Þórðardóttir, medarrangement af Islandshestedag på Bryggen og koncert med den verdenskendte islandske basbaryton Kristinn Sigmundsson og pianisten Jónas Ingimundarson i Den Sorte Diamant. Oven i alt dette lykkedes det Dansk-Islandsk Samfund i 2004 at gennemføre det storstilede maleriudstillingsprojekt ”Islandske malerier fra private samlinger i Danmark” i København på Nordatlantens Brygge og i Kópavogur på kunstmuseet Gerðarsafn. Vig­dís Finnbogadóttir indvilgede i at være protektor for projektet og foretog også åbningen både i Danmark og Island. Der blev også arrangeret en kulturrejse til Island i sommeren 2004. De nævnte aktiviteter er ganske illustrative, både hvad angår omfanget og karakteren af Samfundets aktuelle virksomhed.

Den styrelse, der i maj 2002 konstituerede sig med chefdirigent, organist Steen Lindholm som formand og tidligere ambassadør i Reykjavík, Klaus Otto Kappel som næstformand, udnævnte som et af sine første gøremål Søren Langvad til æresmedlem af Dansk-Islandsk Samfund. Dette skete i taknemmelig erkendelse af den store indsats, den afgående formand gennem de mange år havde ydet foreningen. Styrelsen tog dernæst fat på at modernisere foreningen og skære den til, således at den passer bedre til sin tid. Samfundet har således fået sin egen hjemmeside, ligesom registreringen af medlemmernes e-mail adresser nu er at finde i medlemsdatabasen. Vort medlemsblad ”Nyt fra Island” er som allerede nævnt blevet reorganiseret i en udgave, som er billig at fremstille, og som til gengæld kan udsendes 4 gange om året. De hyppigere bladudsendelser styrker klart foreningens ansigt udadtil og fortæller medlemmerne, at vi er til. Styrelsesmedlem, tidligere direktør for Nordens Hus i Reykjavík, K.Torben Rasmussen er redaktør. Sekretariatsopgaverne udføres stadig af firmaet Pihl & Søn, hvem Dansk-Islandsk Samfund skylder en stor tak for hjælp i både stort og småt. Vort styrelsesmedlem, direktør Stefan Langvad, bestyrer den del af foreningens virksomhed. Endvidere består den nuværende ledelse af professor, dr.phil. Jonna Louis-Jensen, hvis ekspertise på det islandske sprogområde er til stor nytte, og vort seneste medlem, den i Danmark bosiddende islandske forfatter Böðvar Guðmundsson. Han er med stor entusiasme gået ind i arbejdet, og initiativet til fejring af 90-årsdagen var oprindelig hans.

Det må erkendes, at foreningen altid har været og fortsat er temmelig hovedstadsorienteret. De allerfleste af vore medlemmer kommer fra Storkøbenhavn. Styrelsen forsøger dog i samarbejde med andre nordiske foreninger, - eksempelvis Foreningen Norden, - at støtte islandsorienteret kulturel virksomhed rundt omkring i landet og gøre noget for vore medlemmer i provinsen, men vi må erkende, at der er begrænsede økonomiske midler at investere deri. En opgave, som styrelsen på det seneste har sat på dagsordenen, er at søge kontakt med Samfundets islandske afdeling, som i en årrække ikke har haft aktiviteter. Styrelsen undersøger for tiden, om mulighederne er til stede for at genoplive den nordlige afdeling, og på hvilken måde og i hvilken form det i bekræftende fald kan ske.

Islændingene er disse år i gang med at erobre verden. Initiativrige og pengestærke erhvervsfolk med karakteristisk islandsk pionerindstilling foretager opkøb i mange lande, - også i Danmark, hvor både stormagasiner, ejendomsselskaber og flyselskaber er mål for den islandske investeringslyst. Disse materielle fremstød, som giver store overskrifter i aviserne og TV-nyhederne om det islandske erhvervsliv og generelt styrker interessen for Island, behøver et kulturelt modstykke. Derfor er der i dag mere end nogensinde brug for at præsentere islandsk kultur, musik, litteratur, film, foredrag etc. Dansk-Islandsk Samfund vil også i fremtiden i denne sammenhæng forsøge at spille sin rolle så godt som muligt med de midler, vi har, og bidrage til fortsat udvikling af sammenhørigheden og det gode venskab mellem Island og Danmark.

Til sidst vil jeg gerne have lov at undskylde, at det inden for denne artikels rammer kun har været muligt at nævne et mindre antal af de mange personer, der gennem årene har engageret sig i Dansk-Islandsk Samfunds arbejde. Nu som før bæres foreningens virksomhed af mennesker, der i kærlighed til Island har ydet en stor frivillig indsats. Tak til alle, som gennem skiftende tider har bidraget hermed.

Artiklen blev første gang trykt i Dansk-Samfunds jubilæumsskrift 2006.
Eftertryk er tilladt med kildeangivelse.

Litteratur:

Islandsk Aarbog, samtlige årgange 1928-1951, specielt

1934: Artikler om Finnur Jónsson

1935: Gudmund Schütte: Åge Meyer Benedictsen

1940: Arne Møller: Dansk-Islandsk Samfund 1916-1941

Bestyrelsesprotokoller 1916-1975

Dokumenter i Dansk-Islandsk Samfunds arkiv 1976-2005

Dansk Kvindebiografisk Leksikon: Astrid Stampe Feddersen